Højsangen kap 2:
Jeg er Sarons rose.
Dalenes lilje.
Som en lilje blandt torne er min veninde blandt piger.

Nørrebro’s røde rose.

Af Præst Erik Bastian Bock, 2011.

Før ordet blev til var sangen.
Barnets gråd, når det tror sig forladt af sin mor, er en sang. Fortvivlelsens sang.
Raseriets sang, som er et skrig i tomheden efter kærlighed og omsorg. Der er
elskerens sang efter den elskede, når han længes. Sangen løfter sig mod Gud, ikke i
én bevægelse udenfor, men inde fra dit hjerte, som er tættere på, end dig selv. Her
bor din længsel. Guds sted: Dit Jeg! Dette gådefulde og grænseløse sted, som du
ikke kender og ej heller må kende: Du må ikke gøre dig billede af Gud!
Jeg er! Jeg er! Jeg er Liv!

Og du skal elske dit liv, som det er. Du skal elske verden, som den
er. Men Menneskesønnen gjorde oprør: Jeg har overvundet verden!

Og han gjorde oprør mod Gud. Da han sagde: Jeg og Faderen er ét, skubbede han da ikke sin far fra tronen? Denne verdens fyrste? I en verden, der har henvist de gamle myter til
religionshistorien og har sat de gamle guder på porten, er dit Jeg det sidste
hemmelige og skjulte, som er tilbage i dit liv. Manipulationer fordrejelser og
forræderi har ikke kunnet lægge menneskets Jeg i graven: Jeg lever, og I skal
leve! De år Liv Carlé boede på Nørrebro, sad hun hver søndag i Helligkors. For
præsten var hun et memento: Vær i sandhed! Kun halvvejs, nærved og næsten kunne han
leve op til det. Sandhedens øjeblik fandt først sted i mysteriet. Nadveren, som er
nådens sted. Omkring alteret knæler syndere og synderinder og modtager
menneskesønnens legemes brød og hans blods vin. For Guds og min skyld. En opstand
mod døden. Også i de gamle myter var der oprør mod døden. Også Attis, Tammuz, Osiris
og Orfeus måtte drage til hades. Også de genopstod. Vi hører gråden ved deres
ligbegængelse og latteren ved deres genopstandelse. Med tilbageholdt åndedræt lytter vi:
Kan vi høre? Gråden og latteren er så fjern, langt borte.
Vi mangler den nøgle, der kan åbne døren.

Når Liv med sin rosenkrans af pigtråd om panden knæler
ved alteret, er hun med til at lægge tiden død. Hendes sår og hendes hengivelse,
som er for stærk til denne verden, kommer her på plads. Et billede hun selv har
opsøgt med kameraet igen og igen. Så sagte, så varsomt. Den Hellige Augustin siger,
at i det øjeblik brødet berører den knælendes læber, da kysser Menneskesønnen sin
søster og sin brud. Sjælens udtrykte billede. Augustin bruger et billede fra
“Sangenes sang” Højsangen, hvor kongen taler med dronningen, Sulamith i et
kærlighedssprog, som opstår i det hellige øjeblik, hvor to elskende mødes ansigt
til ansigt. Måske er denne sang brudstykker af bryllupsliturgi fra Salomons tempel,
men siden har det haft sin plads i kanon, og fortolkere har i allegorisk lys fået
denne glødende lyrik spejlvendt og fremkaldt det som billeder på Gud Herrens
kærlighedsforhold til Israel.  Senere for de kristne blev Jesus, som åbenbarede
Gud, den konge som taler med dronningen, sin elskede sjæl.

Jeg ser Liv som kriger med sit fotografiske øje gå til angreb på en Barbiekultur, hvor æggestokkene skal bortopereres og jomfruelig skønhed skal skænkes den, der lægger sig blot for kniven. Barbieprinsessen skal stå brud! Men er Liv  ikke selv en Barbiepunker?
Nuvel Liv, der har stof i sig til både helgeninde og profet, ser jeg som mere end
et symptom på vor tid. Det underlige dobbeltvæsen, som hedder menneske, må kæmpe
med ånd og stof. Modsætninger, som hvor de opleves med Livs tragiske alvor, skaber
det vi kalder religion.  Spændt ud mellem to verdener. Med hjertet i den gamle
verden og med hjernen i den ny, går hun på en bro over en rivende strøm. Over en gabende afgrund kæmper hun med sig selv.  Kæmper med sit liv.  Med dødens angst i
hjertet lukker hun sine øjne og stoler på det indre lys: Troen!